Mine 10 adfærdsprincipper
for hunde
Din hunds vej til det gode hundeliv
10 adfærdsprincipper – 10 måder at opbygge en stærk og sund relation til din hund på, 10 veje til bedre forståelse for din hunds naturlige adfærd samt ikke mindst 10 veje til din hunds gode, meningsfulde og stressfrie liv.
1. Gør din hund tryg ved at fejle
Når din hund er tryg ved at fejle, så har din hund også lyst til at øve sig og lære nyt.
Hunde har som alle andre levende individer, et stort behov for at føle sig trygge, tryghed for hunden er en forudsætning for trivsel, og har en stor betydning for indlæring og lysten til at lære.
Du må gerne sætte grænser for din hund, du skal, du skal passe på den. Men det skal være på en måde hunden er tryg og tilpas ved, aldrig noget der medfører ubehag.
2. Alt adfærd har for hunden et formål
Hvad der er uhensigtsmæssig for dig kan for hunden have et formål og være naturlig adfærd.
Knurre, gø, grave, hoppe op, trække i snoren og snuse er alle naturlige adfærdsformer for din hund.
Bag en hver adfærd er en følelse, bag en hver følelse er et behov. Hvis du arbejder med hvad hunden føler i situationen, møder hundens behov så skaber du en ægte og varig adfærdsændring, i stedet for at arbejde med toppen af isbjerget.
Hunde oplever glæde, angst, frygt, tryghed, kærlighed og meget mere. Forståelse for deres følelser understøtter deres behov og skaber trivsel og samhørighed mellem dig og hunden.
Reaktivetet (når hunden er udad farende enten fysisk eller verbalt) er ikke et valg hunden tager. Det er tegn på mangel på muligheden for at tage et andet valg, enten pga. stress, nervøsitet, ubehag fysisk eller psykisk, manglende mestringsstrategier eller et råb om hjælp.
3. Aktiviteter skal være meningsfulde, sjove og succesfulde for din hund
Hvornår har du sidst spurgt din hund om hvad den har lyst til? – Det kan du selvfølgelig ikke, men du kan sagtens se hvad som giver din hund lyst og glæde.
Det er vigtigt at træne og stimulere varieret og på en måde din hund syntes er sjov.
Når du gør det, skruer du op for dopaminen, og dopaminen styrker din hunds motivation, lyst og hukommelse. Skru op for dopaminen.
4. Alle hunde ville samarbejde hvis de kunne
Hvis din hund i situationen ikke samarbejder med dig kan det skyldes mange ting. Nogle racer er selvfølgelig mere selvstændige end andre, men som oftest skyldes det, at din hund ikke kan håndtere alle de stimuli/ indtryk hvor i er, at hunden er stresset, angst eller utryg. Måske har du misforstået eller overset et signal fra hunden, eller måske er timingen til det du ønsker at gøre med din hund nu, bare ikke den rette.
Når hunde ikke samarbejder, eller opleves vilde og ude af kontrol, skyldes det som regel at de ikke kan håndtere hvad de føler i situationen. I stedet for at arbejde med din hunds adfærd i situationen, så hjælp din hund med at håndtere hvad den føler.
Udover hundens følelsesmæssige tilstand, så vær opmærksom på
- Det omgivne miljø, er her noget som presser/ stresser hunden.
- Hundens motivation, er det du ønsker at samarbejde med hunden om overhovedet noget den gider.
- Hundens sundhed, kan din hund have smerter, eller føler den sig syg.
Og bare lige for at rydde en desværre stadigt udbredt misforståelse af vejen, så forstærker opmærksomhed ikke frygt.
5. Lad hunden snuse
Lad din hund snuse på gåturen, det er den nemmeste måde at give deres liv indhold på. Når din hund stopper for at snuse, så stop selv, og vent med at gå videre indtil din hund tager initiativet til det.
Måske det ikke lader sig gøre altid og hver gang, nogle gange skal man bare videre. Men gør det så tit som muligt, og i alt fald på en af hundens daglige gåture. Lad hunden bestemme, fart, tempo og retning på en af dagens ture. Det vil gøre noget supergodt for din hund. Det har en beroligende effekt, det reducerer stress og stimulerer hunden på en hensigtsmæssig måde og ikke mindst giver det hunden følelsen af selv at kunne bestemme, og det skaber trivsel og selvværd.
6. Lad hunden bruge sit sprog og respekter at den siger fra.
Hundens sprog viser dig hvordan det har det i situationen, og det er altid det der gælder, ikke hvad vi mennesker kan tænke hunden burde føle i situationen.
Hvis du altid respektere din hunds signaler / hundens (krops) sprog, så behøver hunden også altid kun at bruge de milde signaler. Og så kan du arbejde med hvordan hunden føler i situationen.
Skælder du din hund for at vise hvordan den har det i situationen, kan den godt stoppe med at vise det, men det ændrer ikke på hvordan den har det.
7. Arbejd med årsagen bag adfærd
Adfærd er kun et symptom på hvordan hunden har det og om hundens behov bliver mødt. Hunde har ikke god eller dårlig adfærd, kun naturlig adfærd som afspejler hvordan de har det. Det meste af hundens adfærd er hundens måde at dække sine naturlige behov på. Giver adfærden mening for hunden, eller får hunden ikke dækket sine behov på anden måde så er det at adfærden kan blive gentaget og blive et fast mønster for hunden, som vi mennesker finder uhensigtsmæssigt.
Forskellige ting har stor indflydelse på din hunds adfærd. Føler hunden sig tryg? Er hunden påvirket af fysisk eller psykisk smerte? Er adfærden en for hunden naturlig adfærd? Føler hunden at den er aktør i eget liv? Hvor meget bestemmer den selv i løbet af dagen?
Straf endelig ikke hunden for en adfærd du ikke ønsker, find i stedet ud af hvorfor hunden har adfærden og så arbejd med det. Hvis der bruges aversive stimuli (Skæld ud, råd, tage fat i hunden osv.… ) så ændre/ ødelægger man den kemiske balance i hundens hjerne, hvilket kan medføre langvarig stress i hunden, ubehag, angst, PTSD og en hel masse andet. Alt sammen noget der også er med til at påvirke hundens evne og lyst til at lære nyt, samt hundens evne til at finde ro.
Du vinder aldrig noget på den lange bane ved at bruge en quick fix løsning.
Når du arbejder med at ændre din hunds adfærd, så skal resultatet være at den bliver gladere, ikke at den bliver tvunget til at gøre noget den ikke vil.
8. Vis din hund at den kan stole på dig
Gør dig fortjent til din hunds tillid, pas på din hund, vær rolig og vær forudsigelig.
Lær din hunds sprog, og lyt til det. Vis hunden at du er der for den, når den har behov for det. Og aldrig nogensinde bebrejde hunden for hundens naturlige adfærd.
Hjælp din hund, særligt din hvalp, med at få søvn nok, undgå aktiviteter der overstimulerer hunden og skab steder i hjemmet hvor hunden føler sig ekstra tryg og tilpas.
Og husk, opmærksomhed forstærker ikke frygt. Bliver din hund bange eller utryg, så vær der for den, gør den tryg og giv den ro.
Når i stoler på hinanden, så kommer i bare længere sammen.
9. Giv hunden valg at træffe
Det er super vigtigt for hunden, i forhold til hundens trivsel, at den føler sig som aktør i eget liv. At hunden ikke hele tiden får at vide hvad den skal, men får muligheden for at tage egne valg. Det at have muligheden for at påvirke eget liv, er vigtigt for alle levende individer, og det har en stor indflydelse på selvværd, selvtillid samt at leve et trygt og stress frit liv.
Du kan arbejde med at hunden skal lære at tage gode selvstændige valg. Så er der valg der kan svare sig, og valg man ikke får noget ud af, men det bliver aldrig træls eller ubehageligt at tage et valg.
Hunde lever rigtigt meget på vores præmisser. Vi vælger hjem for dem, hvad de skal have at spise og hvornår, hvornår de skal være alene osv. osv. – Hvis vi giver dem valg at tage, så hjælper vi dem også med at møde deres naturlige behov.
Når vi giver hunden valg, så kan det også betyde at de skal bruge tid på at regne den ud, men en hund der er vant til det, og vant til at få succes med det, vil møde nyt fuld af optimisme og selvtillid.
Og en verden fuld af muligheder er bare så meget bedre end en verden fuld af utryghed.
10. Lydighed er ikke det samme som en glad, høflig afslappet hund med god adfærd
Der er stor forskel på at have en godt opdraget hund og så en lydig hund. En godt opdraget hund er tilpas i eget selskab, er venlig og imødekommende, kan slappe af og har lyst til at samarbejde med dig. En lydig hund gør bare som du siger!
Der er intet som helst galt i at lære hunden forskellige færdigheder, tricks og samarbejdsøvelser, tværtimod, men det er vigtigt at gøre det med visheden om at lydighed ikke nødvendigvis giver hunden glæde, samt at en hund som er meget insisterende i eks at lege med bold eller pinde, ikke er det samme som en glad og lykkelig hund.
Fokus skal være på hvordan din hund har det, ikke hvad den kan.